Det bedste du kan høre som forfatter er: “Jeg kunne ikke lægge bogen ned. Siderne vendte nærmest sig selv, fordi den var så spændende.” Men hvordan får du egentlig folk til at sige det?

Det gør du ved at skabe fremdrift i fortællingen. Her bruges især tre virkemidler: Mystik, spænding og dramatisk ironi.

Lad os dykke ned i hver af disse kategorier.

Mystik
Mystik er, når vi som læsere er uforstående over for dele af handlingen, fordi vi endnu ikke ved, hvorfor tingene udspiller sig, som de gør. Det er et godt virkemiddel at bruge, fordi det gør os nysgerrige. Hvem dræbte kvinden i badekarret? Var det hendes mand, elsker, eller butleren?

Mystik kræver MINDRE information end hvad forfatteren ved, og dermed tilbageholde forfatteren oplysninger fra læseren. Klassiske ”lukkede” mysterier åbnes som regel med en død person, og i slutningen af ​​bogen opdages og afsløres morderen af ​​en detektiv / efterforsker / journalist / hvem der end har løst mysteriet.

Falske ledetråde er lagt ind i fortællingen – kaldet ”røde sild” – og de bruges til at vildlede og forvirre læseren. Mysterier, der bruger mystik som det bærende virkemiddel er sjove at læse, men har en tendens til at miste deres appel efter et stykke tid.

“Åbne” mysterier tilbageholder også information fra læseren, men på en anden måde. Mens læseren er vidne til en morders “perfekte forbrydelse”, kender han ikke den fatale fejl i planen, der vil føre til at moderen fanges. Efterforskeren bliver bekendt med forbrydelsen, mistænker hvem morderen er, og finder derefter ud af, hvordan morderen kan afsløres. Det sjove for kommer fra at gætte, hvilken fejl morderen begik, og hvordan efterforskeren vil finde ud af det og bevise morderens skyld. Dette er “Master Detective” historier som Columbo.

Spænding
Spænding er, når vi sidder og bider negle sammen med hovedpersonen, fordi de netop er gået ind i en farlig situation, og vi ikke ved, hvad der lurer omme bag næste hjørne.

Spænding kræver derfor SAMME mængde information, således læseren har samme mængde af information som hovedpersonen har. Fortælleren placerer læseren som en papegøje på en pirats skulder, i den nøjagtige position som karakteren. For eksempel: I en krigshistorie følger læseren altid hovedpersonen ind i en kampzone. Vi ved ikke, ligesom soldaten heller ikke gør, om der er en snigskytte bag os. Vi bevæger os ind i en bygning for at rydde den, og vi ser murbrokker til venstre og en passage til højre. Skal vi flytte murbrokkerne, hvor der muligvis er en fjendtlig soldat, der dækker sig bag dem? Eller går skal ned gå ned ad passagen, hvor andre fjender kunne lure bag lukkede døre? Sender vi en anden soldat foran os?

Alle disse muligheder bliver præsenteret for hovedpersonen og læseren på samme tid, hvilket skaber spænding. Det er som om læseren bliver karakteren. I dette tilfælde skaber bekymringen over, hvad der vil ske, narrativt fremdrift. Vi er nødt til at vide, hvad personen gør, fordi begge handlinger kan have store konsekvenser.

Til gengæld har læsere efterhånden læst så mange bøger – og set så mange film – at de også kan regne ud, hvad der vil ske i disse situationer. Derfor er det vigtigt at zigge, når du oprindeligt ville zagge. Gør det modsatte af, hvad læseren forventer. Overrask dem.

Dramatisk ironi
Dramatisk ironi er, når vi som læsere, ved hvad der skal til at ske i fortællingen, men det gør vores hovedperson ikke. Vi ved, at moderen venter omme bag døren, og sidder næsten og råber “NEJ” til hovedpersonen for at advare dem.

Dramatisk ironi kræver derfor MERE information, som en eller flere af karaktererne ikke har. Formålet er at sætte læseren i ”frygt” -positionen. Det vil sige, at de ser toget komme, før karakteren gør det. Hvordan han reagerer eller ikke reagerer, er kilden til spænding.

(Visited 224 times, 1 visits today)

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *