Hvordan skriver man en bog? At skrive en bog er noget af det mest fantastiske og givende i livet. Tænk at få lov til at se sin idé udfoldes og se andre få nytte af den. Men det er også hårdt arbejde og kræver mod, vilje og disciplin. For vejen dertil kan virke uoverskuelig. Hvor starter man?
Følg disse 10 gode råd – så er du sikret en god start.
Hvordan skriver man en bog?
1. Bliv klogere på hvordan du skriver en bog
En fejl mange begår er, at de begynder at skrive på deres bog med det samme. For du skal jo skrive den bog, ikke? Det er desværre den helt forkerte måde at gribe den an på. Du vil ende med at skrive dig ned i et stort, sort hul. Er du helt ny, skal du først lære. Ved du for eksempel hvilken genre, du skriver i? Læs her Genre: Hvordan former den dit plot? Eller ved du hvordan man strukturerer en scene? På denne blog får du løbende gode råd til at skrive en bog. Det vil spare dig oceaner af tid senere hen.
2. Research din idé
Hvad end du skriver fiktion eller faglitteratur, skal der research til. Din bog står eller falder med den troværdighed, du skaber mellem dig og dine læsere. Hvis den verden, du skaber, virker ufuldendt eller har fejl, vil læseren opdage det med det samme. Skriver du en krimi? Så må du researche dødsårsager, obduktioner og politiets interne processer. Skriver du en fantasy? Så må du sørge for at din fiktive verden står oven på et sæt af regler og begrænsninger, som definerer hvad der kan og ikke kan lade sig gøre. Læs disse 20 worldbuilding questions, som kan få dig godt på vej.
3. Lav en outline
Så. Nu har du styr på din struktur og din verden. Nu skal du lave en outline, der skaber overblik over dine scener. Læs her: Hvordan laver du en outline til din bog? Start med at bryde historien ned. Hvilke scener skal med i begyndelsen? I midten? I slutningen? Hvad er handlingen i disse scener? Der er i gennemsnit omkring 60 scener i en bog. Scener er selve byggestenen i din bog. Det er meget sværere end man tror, at skrive en god scene. Men læs Hvordan skriver man en god scene? og du er godt på vej.
4. Bryd projektet op i mindre dele
Hvordan skriver man en bog? En bog på 300-400 sider er et overvældende projekt. Derfor bliver det meget nemmere at overskue, hvis du bryder det ned i mindre dele. Lav deadlines for dig selv og overhold dem. Hvornår vil du gerne have din outline færdig? Hvornår vi du gerne have skrevet dit første draft? Dit andet draft? Lav små delmål og fejr de små sejre. Det er så vigtigt, at du bibeholder skriveglæden og ikke bliver overvældet over omfanget af din egen idé.
5. Læs
Der er ikke nogen succesfulde forfattere, der ikke også er store læsere. Læsning er en af de bedste måder at lære på. Du får en fornemmelse af, hvad der virker og ikke virker. Du kan begynde at kigge på tekster med analytiske briller: Hvordan laver Dan Brown en fed cliff-hanger? Hvordan bruger Jussi Adler Olsen humor i en morbid krimiverden?
6. Skriv
Du må øve dig i at skrive. Det kan være svært at nå i en travl hverdag, men det er vigtigt at øve sig. Ingen er perfekte i starten. Og det er okay, så længe du skriver. Det første der kommer ned på papiret lyder oftest kluntet og usammenhængende. Det behøves ikke lyde som fuglefløjt på en forårsdag. Det kommer med tiden, men kun hvis du øver dig. Steven King har skrevet bogen On Writing, som jeg varmt kan anbefale. Det er en skat af livserfaringer og gode råd til håbefulde forfattere in spe. Ellers kan du altid booke mig til en manuskriptvurdering, hvis du vil have mit syn på din idé.
7. Sørg for at din bog er fyldt med konflikter
Det værste du kan gøre er at skrive en konfliktløs bog. To mennesker, der bare har det godt sammen, er dejligt i virkeligheden, men røvkedeligt at læse om i bøger. Konflikt er derfor hovedingrediensen i alle scener. Konflikter kræver at din hovedperson reagerer, og det sætter skub i handlingen.
8. Skab dig tiden til at arbejde på din bog
Tiden til at skrive kommer kun, hvis du aktivt gør noget for at få den. Det betyder noget andet må nedprioriteres. Måske er det den time, du bruger på telefonen om dagen, færre kaffeaftaler med vennerne eller mindre søvn. Den sidste vil jeg ikke anbefale, men du må finde ud af, hvad der virker for dig. Der er ikke en “one size fits it all” her. Du må gøre, hvad der passer bedst til din livssituation. Det vigtigste er, at du forsøger at gøre den tid hellig. Her skal du ikke også booke ferier, ordne forskudsopgørelse, eller hvad der ellers er på to-do listen. Venner og familie kan ikke lave aftaler med dig i det tidsrum. Det er DIN tid.
9. Få feedback
Du bliver kun dygtigere, hvis du modtager konstruktiv kritik. Hvordan skriver man en bog? Det gør man kun hvis man får hjælp til, hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Få en professionel til at kigge på den – ikke en ven. En ven vil enten være for sød og ikke turde fortælle dig sandheden, men vigtigst af alt, så er din ven en amatør. En professionel vil kunne give dig den rigtige feedback og hvordan du kan gøre bogen bedre. Jeg tilbyder hjælp som freelance redaktør. Skriv til mig, hvis du har brug for hjælp.
10. Skrivning er omskrivning
Det her er måske det vigtigste råd. Der er ikke nogen forfatter, ligegyldig hvor succesfuld og dygtig den person er, der skriver et perfekt første draft. De flestes første draft er – undskyld sproget – noget højhelligt lort. Og det er okay. Dit første draft er mest af alt til for at fortælle dig selv historien. Du skal måske igennem flere redigeringsrunder, før du har en færdig bog. Skrivning er omskrivning.
Slutteligt, så husk at gå med din drømme. Det er der så mange, der ikke tør. Jeg tror på dig.
Jeg håber, du fik svar på spørgsmålet: Hvordan skriver man en bog? Skriv i kommentarfeltet, hvis du har nogen spørgsmål.
Vil du lære mere? Så læs også:
– Hvordan laver du en outline til din bog?
– Hvordan skriver man en god scene?
– Fortællingens fem bud
– Hvordan laver du en outline til din bog?
– Hvordan skriver man en god scene?
– Fortællingens fem bud
(Visited 723 times, 1 visits today)